Kopieret fra spejdernet.dk
Det er meget vigtigt for KFUM-Spejderne i Danmark at have velfungerende distrikter, der kan samle grupper regionalt og støtte det lokale spejderarbejde. Derfor har Hovedbestyrelsen i samråd med grupper og distrikter i Hovedstadsregionen vedtaget nye distriktsgrænser.
Bastrup Distrikt er nedlagt
Bastrup Distrikt vest for København har igennem en længere årrække haft meget lav tilslutning til distriktsarrangementer og svært ved at finde medlemmer til distriktsstaben. Flere grupper i distriktet har været mere orienteret mod nabodistrikterne, og den geografiske sammensætning af Bastrup vurderes af flere grupper som uhensigtsmæssig.
Grupperne i Bastrup Distrikt har i samarbejde med en af korpsets udviklingskonsulenter og Hovedbestyrelsen drøftet fremtiden for distriktet siden 2012. Denne proces mundede i efteråret ud i, at grupperne fra Bastrup ønskede distriktet nedlagt og i stedet at blive tilknyttet nabodistrikterne.
På denne baggrund besluttede Hovedbestyrelsen i januar 2013 at imødekomme indstillingen om nedlæggelse af distriktet, og at afsøge mulighederne for at tilknytte grupperne fra det tidligere Bastrup Distrikt til nabodistrikterne Ole Rømer, Hjorte og Ermelunden.
Ermelunden, Hjorte og Ole Rømer Distrikter er blevet større!
Alle grupperne i Bastrups nabodistriker Ermelunden, Ole Rømer og Hjorte er i løbet af foråret blevet kaldt i samråd med Hovedbestyrelsen for at give deres tilsagn til den nye fordeling af grupperne, ligesom distriktsstabene i de tre distrikter har været involveret i processen.
På baggrund af de positive tilbagemeldinger fra grupper og distrikter besluttede Hovedbestyrelsen på sit møde søndag d. 26. maj 2013 at godkende følgende fordeling af grupperne fra Bastrup Distrikt:
Gruppe |
Nyt Distrikt |
Egedal Gruppe |
Hjorte |
2. Bagsværd Gruppe |
Ermelunden |
Buddinge Gruppe |
Ermelunden |
Buddinge Gruppe |
Ermelunden |
Ballerup Gruppe |
Ole Rømer |
Herlev Gruppe |
Ermelunden |
Klausdal Gruppe |
Ermelunden |
1. Bistrup Gruppe |
Ermelunden |
Hørsholm Gruppe |
Hjorte |
Allerød-Lynge Gruppe |
Hjorte |
Østerhøj-Måløv Gruppe |
Ole Rømer |
Søborg gruppe |
Ermelunden |
Kassebeholdningen i Bastrup Distrikt fordeles mellem modtager-distrikterne som beskrevet i korpsets love (§31 stk. 2.). Fordelingen sker i forhold til det medlemstal, grupperne havde d. 13. november 2012, da grupperne i Bastrup vedtog at indstille distriktet til nedlæggelse.
Bedre rammer for spejderarbejdet
Både nye og gamle grupper i Ole Rømer, Hjorte og Ermelunden fokuserer nu på at lære hinanden at kende og komme godt fra start sammen i de nye, større distrikter.
Det fælles mål er at sikre de bedste rammer for spejderarbejdet, og forhåbentlig kan de nye distriktsgrænser være med til at skabe endnu bedre muligheder for dette.